-

Forside


norgesturen 2012


 

Sædvanen tro var det med sindet fuld af spændt forventning, da vi torsdag d. 2. august begyndte at stoppe ting og sager i bilen til årets fisketur. Planlægningen var lidt anderledes til årets tur, for basecampen skulle anlægges ved elvens bred, overnatningerne foregå i telt, og ingen af os skulle have mere udstyr med, end man selv kunne slæbe fra asfaltvejen og ned til elven i et hug. Har vi tidligere moret os over fjeldfiskere, der saver skaftet af deres tandbørste for at komme ned i vægt, så lærte årets tur os i hvert fald hurtigt, at her er et område, hvor vi stadigvæk har en hel del at lære.

Der var proviant i en af flyvevåbnets transportkasser ... og i to rygsække, der var fire flyttekasser med brænde, der var fiskestænger, waders og tre garderobeskabe, der var tre telte, røgeovn med tilbehør og presenninger, der var reb, knive og økser, tre personlige rygsække a la 100 kilo - og så havde vi naturligvis også en cykeltrailer med ... for nemheds skyld. Da bilen var pakket, lyste forlygterne lige op i himlen, men vi var på vej!

Turen op til Femundsmarken gik perfekt, men da vi så havde parkeret ved bestemmelsesstedet, dukkede der lige et par nye strabadser op. Vi skulle have vores småting båret et par kilometer gennem skoven for at komme ned til elven, og turen er nok en lille anelse længere i virkeligheden, end den var på kortet hjemme i stuen. Men vi gik alle mand en tur som pakæsler - og her kom cykeltraileren rigtigt til sin ret, da den stort set løb gennem terrænet ved egen hjælp, bare den fik et lille puf en gang imellem.

Ved kanten af elven kunne vi som noget af det første konstatere, at vandstanden var lige rigelig, men ellers så forholdene ud, som vi kender dem. Vi gik rundt og sparkede lidt i jorden, indtil vi havde fundet det helt rigtige lejrsted. Vi lå højt af hensyn til en evt. regnbyge, vi var tæt ved fiskevandet, og der var flere sikrede flugtveje i tilfælde af tyfoner og bjørneangreb ... intet var overladt til tilfældighederne, så mens Petit Pierre begyndte at stille telt op og indrette lejrpladsen, traskede Max og jeg frejdigt en tur mere op til bilen, hvor vi læssede vores herlige trækvogn til bristepunktet, og fyldte kartofler, bagemel og rå løg oven i vores rygsække, så alle led i kroppen blev trykket helt sammen, da vi fik dem på ryggen, og så gik vi fløjtende tilbage. Da vi nåede frem til lejren, manglede der så kun en tur for os alle tre, men så havde vi også det væsentligste slæbt til elven.

Hvor var det herligt, endelig at være på plads. Vi nød en kold, kiggede på elven og snakkede om den kommende uges helt vanvittigt gode fiskeri, og der gik da næsten også et halvt døgn, inden det begyndte at regne. Og det blev det så ved med!

Vi fik et regulært skybrud, der fik elven til at stige yderligere, der begyndte at løbe små bække ind under teltene, og selvom Pierre trak i fuld ornat og gik til angreb på undergrunden med sin feltspade, så endte hans sovepose alligevel i mit telt ;o) Vi fik lavet et overdækket område, men den vedvarende regn var ikke nem at stille noget op imod, så knapt to døgn senere trak vi stikket, glædede os over at ingen derhjemme kunne se os, og slæbte så hele skidtet tilbage til bilen, kørte til den nærliggende campingplads og lejede os ind i en hytte. Nu havde vi da i det mindste senge, der stod i tørvejr ;o)

Men ellers bød ugen på mange fine oplevelser ved elven. Fiskeriet var lidt vanskeligt på grund af den høje vandstand, og der var bestemt heller ikke nær så mange stallinger i renderne, som vi ellers har været vant til. Vi fangede en del småfisk, mens der til gengæld var mange fine ørreder i år. Max fangede en rigtig flot fisk, der var helt gylden med fine aftegninger, og den slags fik vi glædeligvis kontakt med flere af i løbet af ugen. Heldigvis havde Per udviklet et fiskesystem bestående af en halvkilos nymfe, der var bygget op af kaffeposer, og en gammel sweater som hugindikator på overfladen. Setuppet gjorde begrebet tight line til en by i Rusland, men han chokerede flere fisk med metoden, og så fik vi da også smagt stalling i år ;o)

Selv var jeg så heldig at miste min vadestav. Det gav jo en fin mulighed for at snitte en ny af en gammel pind. Senere tog strømmen også en fin stalling fra mig, der ellers havde fået et gok i nødden med henblik på en tur i røgeovnen, og mit fangstnet drev også af sted mod den svenske Skærgård, men ellers forløb ugen uden nævneværdige uheld, og den succes vi ikke fik med fiskeriet, fik vi til gengæld, når vi konsulterede flyvevåbnets metalkasse ;o)

Der blev lavet små, uskyldige hakkebøffer og bålstegte hvidløgskartofler, der blev bagt brød i den lille, lette støbejernsgryde, som vi for øvrigt også havde medbragt, der blev røget fisk, guffet bacon og flere bakker æg, der blev nydt rødvin, whisky sjusser og en enkelt pilsner, og ind imellem var der da også en kage til kaffen.

Ellers stod de herlige oplevelser i kø. På campingpladsen var der et fint køkken, som vi fremover benyttede, når aftensmåltiderne skulle tilberedes, vi udviklede ugen igennem det grydebagte brød, der blev fortalt næsten sandfærdige historier og sågar også bagt kanelsnegle på trangia. Sidstnævnte tog Pierre sig af, og han klarede opgaven stort set uden at svine ;o) Sneglene blev nu okay ... i andet forsøg.

Årets regnvejrsdagsudflugt gik til Røros, og det var en super tur. Vi besøgte en campingplads ved Glomma, vi hilste på Fjell-Knut, som i hine tider havde vandret små tyve kilometer gennem hemmelige, underjordiske tunneller frem og tilbage fra sit arbejde ... i minen. Vi så løsgående geder, små minearbejderboliger, pragtfulde landskaber og fandt også nogle skatte ;o)

Da ugen var gået, kørte vi en ny vej hjemover, hvor vi blandt andet besøgte Rena ved hængebroen. Her talte vi med et par lokale fiskere, der lå i telt ved elven, og de fortalte, at Rena var næsten en meter over normal vandstand for årstiden. Vi så også en arbejdsplads, hvor de havde nok " å lav", vi så et solidt havebord, og vi fandt også skatte ;o)

Da vi nærmede os Gøteborg, tog vi en afstikker til Tjörnø. Det var et fantastisk sted ude i Skærgården, hvor udsigten var pragtfuld, hvor ens fiskevenner pludselig sprang ud som Nis Holgersen - blot på edderfugle i stedet for en gås. Der var fine veteranbiler, store motorcykler og blåbæris. Og så fandt vi også skatte ;o)

Ved midnatstid var vi hjemme igen, og det var med fred i sjælen og en masse herlige oplevelser rigere. Nedenunder er der lidt glimt fra turen.

www.mariagerfjordsiden.dk

top